Stenbiderrogn med rygeostecreme og dildolie

Stenbiderrogn er for mig en forårsbebuder, og en af de gode af slagsen.
For hvor vi dog længes efter disse delikate rogn hvert år.
Man kan sagtens få dem fra frost langt forbi sæsonen – men så har de tabt lidt af deres sarte delikate smag.

Masser af renset rogn

4 personer
100 gram stenbiderrogn
1 spsk. (med top) sødmælks rygeost
1 spsk. (med top) 18% cremefraiche
1 lime
Dild
Brøndkarse
2 radiser
1 agurk

Rognen:
Hvis du har rogn med hinder kan du se her hvordan du RENSER STENBIDERROGN
Pisk rygeosten med cremefraichen.
Riv skallen af en lime og rør i cremen.
Tilsæt rognen og rør forsigtigt.
Smag til med salt, peber og limesaft.

Rygeostecreme med revet limeskal

Agurk:
Med en parisiennejern udstikker du agurkekugler, eller skærer små tern.
Hvis du ejer en vakuummaskine:
Vakuumpak agurkekuglerne et par gange sammen med saften fra resten af agurken.

Dildolie:
Blanchér dilden kort i kogende vand (jeg dypper dem bare i vandet)
Kom dilden i en blender og tilsæt olie.
Jeg gør normalt det at jeg varmer olien op til 60 grader, det synes at give en bedre flottere olie.
Blend 5 minutter og hæld olien i en sigte beklædt med ostelærred eller kaffefilter.
Lad den stå til olien er sigtet fra dilden.
Du kan fryse den del af olien du ikke bruger, f.eks. i isterningposer.

Radiserne skal du skære så tyndt som muligt, lettest med mandolinjern

Anret:
Kom en skefuld rogncreme på en tallerken og kom didlolie omkring.
Fordel nogle agurkekugler og radiser.
Afslut med brøndkarse og lidt frisk dild.
Server evt. brød til.

Print Friendly
This entry was posted in Forretter and tagged , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Stenbiderrogn med rygeostecreme og dildolie

  1. Bo says:

    Hej Erland

    Altid stor fornøjelse og inspiration at følge din side..

    Hvor lang er holdbarheden på de olier du laver?

    Bo

    • Erland says:

      Hej Bo.
      Tak.

      Holdbarheden er vel omkring 2-4 dage – men jeg gør altid det at jeg laver det på dagen jeg skal bruge det – det sikre flottest mulige farve.
      men det er svært at lave helt små portioner så:
      Det jeg så ikke bruger fryser jeg i isterningposer – så kan jeg tage et par terninger ud i en skål og tø det op når jeg skal bruge det.

      /Erland

  2. Sjønne says:

    Meget smuk ret – den udstråler bare forår så det batter! :)