Wienerschnitzel med hjemmelavet spätzle

Når jeg er på ski i Østrig skal jeg altid have spätzle, Knödel (Kaspressknödel) og Gnocchi.
Men jeg skal da også have en stor wienerschnitzel.
Ofte synes jeg tilbehøret som f.eks. spätzle er godt men selve kødet spare man på,
selvom det er dyrt nok i ferieperioden.

Ofte serverer man schnitzel “von pute oder schwein” (kalkun eller gris).
Men en rigtig wienerschnitzel skal laves af kalvekød.

Hjemmelavet spätzle er nemt at lave og de få ingredienser har man normalt altid på lager.

 

4 personer
4 stykker kalveinderlår – ca. 150-180 gram stykket
Panering: mel, æg og rasp
Tilbehør: Revet peberrod, citron, kapers og en benfri sild

Spätzle:
400 gram mel
4 æg
1 spsk. olivenolie
1/2 tsk. salt
vand

Sovs:
30 gram smør
30 gram mel
1/2 liter mælk
Muskatnød
50 gram bacon
100 gram revet ost
400 gram svampe
2 kviste timian

Spätzle:
Det er egentlig den samme dej som til pasta, men gjort lidt lind med vand.
Forholdet er også det samme : 100 g mel+1 æg pr.person.

Kom melet i en skål og slå æggene ud. Kom olie og salt i og rør det sammen.
Tilsæt vand og rør til en fast men lind dej. Konsistens som tyk kagecreme.

Sæt en gryde vand over og tilsæt lidt salt.

Smør nu lidt af dejen tyndt ud på et vådt spækbræt.
Fugt overfladen af dejen.
Med bagsiden af en kokkekniv eller en spartel skubber man nu strimler af den våde dej ned i det kogende vand.
Når det er færdigt efter få sekunder kommer det til overfladen. Lad det lige koge med 30 sekunder før du tager det op.
Fortsæt sådan til al dejen er brugt.
Spätzlen kan bruges med det samme eller sættes på køl.
Efterfølgende varmes den op i f.eks. en salvie-smørsauce eller som her i en svampesovs.

Wienerschnitzel:
Bank kødet ud så det er ca. 1/2 cm tykt.
Vend det i mel, pisket æg og til sidst i rasp.
Steg dem i smør ca. 2 minutter på hver side.

Sovs:
Steg svampene i smør sammen med timian.
Lav en bechamelsovs (opbagt sovs): smelt smør og kom mel i. Tilsæt mælken lidt af gangen.
Smag til med salt, peber og revet musketnød.
Kom nu revet ost i og nu er sovsen pludselig en Mornay sauce (ostesovs)

Kom de stegte svampe i og tilsæt din spätzle.
varm igennem og server straks.

Anret:
Ikke de store armbevægelser her.
Kom wienerschnitzelen på og pynt med citron, peberrod, kapers og sild.
En god skefuld sovs med spätzle og så måske en weissbier til, eller måske en flot dansk “Jacobs Lys Hvede” fra Medicibeers.
Ham skal man holde øje med, hans juleøl var intet mindre end fantastisk !!

Print Friendly
This entry was posted in Hovedretter and tagged , , . Bookmark the permalink.

Comments are closed.