Let let – tartelet med høns i asparges

 
Fedtfattig udgave af den klassiske tartelet. Godt hjulpet af vore politikere som vil hjælpe os med ikke at blive så fede.
Fedtskatten omgås ved at bruge filodej med 2 % fedt i stedet for almindelig udgave af tarteletten. Men nu skal vi jo heller ikke blive helt forskrækket, så jeg pøser smør på filodejen så guderne må sig forbarme.
 

 

4 personer
1 pakke filodej
Smør
En høne af den gode økologiske art
Gode konserverede asparges. Ikke dem i dåse til 4,95 kr.
Sødmælk
Mel
Laurbærblade, 1 gulerod, 1 skalotteløg, lidt persillestilke, 1 porre

 

Hønen:

Parter den og kom alle dele i en stor gryde sammen med laurbærblade, gulerod, skalotteløg, persillestilke og porre. Hæld vand i så det lige dækket.

Kog stille og roligt en time. Sigt suppen og kog den ned til 1/3

Saucen:

Kom 50 gram smør i en gryde og smelt uden det tager farve. Pisk mel i så det samler sig og lad det stege lidt for at tage mel smagen fra denne roux. Det må stadig ikke tage farve.

Hæld aspargesvandet op til suppen. Hæld nu det meste af suppe/aspargesvand ned til meljævningen og kog gennem. Juster med resten af suppen og lidt sødmælk.

Når denne veloté/bechamel har kogt et par minutter kommes den plukkede høne og asparges op og varmer med.

Tarteletter:

Tag den optøede filodej. Tag et blad og pensle smeltet smør og læg et blad mere på.

Tag nogle små forme/ramakiner og pensle med smør. Skær kvadrater ud af filodejen og form små tarteletter nede i formen. Pensle tarteletten med smør og sæt i ovn ved 190 grader til de har taget farve og er sprøde.

Smør, smør, smør – se så blev det alligevel en anstændig tartelet.

Anret:

Tag en filokurv ud og fyld med saucen. Lidt grønne asparges eller persille på toppen.

Foret – hovedret ? Du bestemmer.

Resten af kurvene kan sagtens holde sig sprøde i nogle dage i en luft tæt beholder. Dvs. laves dagen før du får gæster. Men pas på nogle vil stadig gerne have den gammeldags slags.

Print Friendly
This entry was posted in Forretter and tagged . Bookmark the permalink.

2 Responses to Let let – tartelet med høns i asparges

  1. Ahhh Min livret… Men filodej, nu må det da stoppe. Troede ikke du gav efter for anti fedt mafiaen!! :-) Nej, pjat til side, ser godt ud. Kunne sagtens være en lækker lille forret til Nytår…. dog nok med Confiteret And eller Fasan også med lidt Foiegras og noget syrligt!! 😉

    • Erland says:

      God ide med rilette i sådan en filo fætter – har nogle fasaner i fryseren (og grå ænder og duer) Så måske en ide til en af nytårets 7 retter :-)

      PS – jeg er absolut ikke fedtforskrækket – men burde være det bare en lille smule :-)

      /Erland