Hummer bisque med klo

Bisque med klo

Jeg lavede en hummerforret til 2 personer med en stor hummer. Hummer Thermidore
Der var så meget kød på at jeg lige gemte kløerne til denne ret.
Skallerne fra retten blev så også brugt til denne bisque – intet gik til spilde.

4 personer
Skal af en stor hummer eller andet f.eks. jomfruhummer, rejer (plus kød – her en klo)
1/2 gulerod
persillestilke
1 tsk. tomatpuré
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 kviste timian
5 peberkorn
1/4 l fløde
1 knivspids cayenne peber
½ flaske tør hvidvin
1 glas cognac eller pernod
1 citron

Bisque med klo 2

Bisque:
Varm olie godt op. Kom skallerne i og svits dem godt af.
Kom tomatpuré i og lad også dette svitse af.
Kom nu et glas cognac i og sæt ild til (flambér).
Kom så et knust hvidløg, skivet gulerod, snittet løg, persillestilke, timian og peberkorn i.
Kom en halv flaske tør hvidvin på og top med vand. Eller kom hele flasken i.

Kog i 20 minutter. Skum urenheder der dannes på toppen.
Kog ikke mere end 20 minutter da bisquen så kan blive bitter.
Lad det køle af.
Sigt det hele i en finmasket sigte.

Nu skal bisquen koges ned og når der er ca. 2,5 dl tilbage tilsættes den samme mængde fløde.
Kog en smule ind men husk det skal være en suppe og ikke en tyk sovs.

Juster den evt. konsistens med mere fløde og smag til med salt, peber, citronsaft og cayenne peber.

Server i varm tallerken og anret en hummerklo (eller andet hummerkød)

Jeg har her dryppet med persilleolie som er persille blendet med neutralsmagende olie og sigtet i kaffefilter.

I glasset: En champagne fra Launois

Launois

Print Friendly
This entry was posted in Forretter and tagged , , . Bookmark the permalink.

Comments are closed.